
9. marts - Flot indsats af U13 pigerne
Hvidovres U15 pigehold, der stort set udelukkende består af U13 spillere var i weekenden til et meget vellykket stævne i Herlev, hvor der blev spillet efter det nye kleinfeld koncept med 3 markspillere og 1 målmand på en bane der er 12*24 meter. Det blev til en masse livlige og spændende kampe for de 6 deltagende U13 pigehold, og det vil helt sikkert blive en succes fremover.
Hvidovre kunne på dagen stille med hele 12 spillere og dermed 2 hold. Da vi pt. ingen fast målmand har på holdet, blev det de modige piger Tonya og Julie R, der fik tjansen efter kun at have prøvet at stå på mål under ugens 2 træningspas. De klarede det begge rigtig flot og havde indtil flere vigtige redninger.
Hvidovres 2 hold spillede nogle flotte kampe og kæmpede bravt hele vejen igennem. Det endte med at det ene Hvidovrehold vandt alle deres 5 kampe bl.a. efter ca. 8 mål af Emma. I deres ene kamp fik de vendt en 0-2 stilling til slutresultatet 5-2 efter et meget imponerende comeback. Det andet Hvidovrehold spillede også utrolig flot, havde flere stolpeskud af specielt Franciska og et super flot mål af Cecilie, men fik desværre kun en enkelt uafgjort kamp ud af anstrengelserne til trods for en masse gode takter i deres kampe. Der blev ikke lavet en endelig placering af holdene til stævnet, men med 5 ud af 5 sejre må det ene Hvidovrehold næsten have vundet, og det andet er i hvert fald endt i top-6.
Alt i alt en rigtig god dag, hvor den gode stemning, holdånden, samspillet mellem spillerne og fighterviljen på de 2 hold skal fremhæves.
Tak til alle forældrene for den fine opbakning, til Herlev for det flotte arrangement og ikke mindst til spillerne for den gode dag.
Skrevet af: Pia og Tina
